Der er ikke noget mere ærgerligt end at løbe tør for maling undervejs i et projekt. På samme måde kan det være ret irriterende at have for meget tilovers, når arbejdet er udført.
Det kan være svært at vurdere, hvor meget maling man skal bruge til en specifik opgave. For hvordan dækker malingen, og hvor stor en rækkeevne kan man forvente?
Der er ikke et universelt svar på spørgsmålet “Hvor meget maling skal man bruge?” – men der er tommelfingerregler, du kan have i baghovedet, og dem serverer vi neden for.
Start med en opmåling af rummet
Inden du går ud og investerer i maling, bør du altid undersøge, hvor mange kvadratmeter du skal male. Det er ret enkelt – du ganger bare højden på væggen med bredden.
Husk at trække vinduer og døre fra, da det samlet set – fx i en hel bolig – kan udgøre en del kvadratmeter, som du ikke behøver at købe maling til.
Forstå malingens rækkeevne
Med antallet af kvadratmeter på plads er du klar til at købe maling. Men maling er ikke bare maling. En maling af god kvalitet dækker bedre og er som udgangspunkt også lettere at arbejde med.
For at få en ide om, hvor meget maling du skal bruge, kan du overveje følgende tommelfingerregler:
1 liter maling dækker…
… som udgangspunkt 8-10 kvadratmeter, når der er tale om vægmaling, og 6-8 kvadratmeter ved loftmaling.
Du kan dog med fordel tage et kig bag på malerbøtten, hvor der typisk vil være angivet en gennemsnitlig rækkeevne. Vær opmærksom på, at billig maling ofte dækker dårligere end dyrere maling af god kvalitet.
Maling per kvadratmeter…
… er en anden tommelfingerregel, du kan anvende. Her tager regnestykket udgangspunkt i, at en liter maling dækker 8-10 kvadratmeter. Gør den det, kan du forvente at bruge 0,1-0,125 liter maling per kvadratmeter, du skal male.
Vær på den sikre side
For et flot og ensartet resultat skal du altid male vådt i vådt, og det er i sagens natur svært at gøre, hvis du løber tør for maling undervejs. Derfor anbefaler vi, at du hellere køber lidt for meget maling end for lidt.
En ekstra fordel ved at købe lidt mere maling, end du har brug for, er, at du kan reparere eventuelle skader, sømhuller og lignende med præcis den samme maling, som du brugte i første omgang.
Drop overvejelserne – hyr en maler
Bliver overvejelserne vedrørende indkøb af maling for mange eller for uoverskuelige, og vil du helst undgå besværet? Så kan det være en god ide at overlade opgaven til et malerfirma.
Hos MalerKanonen har vi mange års erfaring med malerarbejde af alle slags. Indvendigt såvel som udvendigt. Samtidig går vi aldrig på kompromis med kvaliteten af malingen, og derfor er du sikret et flot og holdbart resultat, hvis du overlader din maleropgave til os.
Desuden – som en ekstra bonus – slipper du for at tage stilling til mængden af maling, og du undgår at ende med bunkevis af malingrester i skuret.
Vil du høre mere, og vil du gerne have et gratis og uforpligtende tilbud, så tøv endelig ikke med at tage kontakt til din lokale MalerKanonen.